Startside
Klinik
Dyrlægen
Behandling
Foder
Gode råd er gratis
Historier fra praksis
Presse omtale
Links
Markedsplads

 

 

 

 

Historier fra praksis

Oktober 2005

DYRLÆGE PÅ RHODOS - Ugebladet Oktober 2005

Jeg er lige kommet hjem fra Rhodos, hvor jeg har arbejdet i et dyreinternat, som frivillig og ulønnet dyrlæge. Mit job var at neutralisere hundene, dvs at kastrere hanhundene og sterilisere hunhundene - inden de blev videreformidlet til gode hundehjem.

Dyreinternatet drives af Rhodes Animal Welfare Society (RAWS) og blev etableret i 1990 af en dansk dame, Jytte Andersen.  Jytte har boet over 45 år på Rhodos og er idag 84 år og stadig aktiv i dyreværnsarbejdet. Hun kom i sin tid til Rhodos som guide for Tjæreborg Rejser, bosatte sig på øen og startede for 40 år siden en dansk restaurant, som hun drev i 20 år.

I starten holdt dyreinternatet til inde i byen. Men i 1998 fik foreningen – med Jytte som formand – Rhodos kommune til at stille det nuværende areal i Tsairi til rådighed. Tsairi ligger ca 8 km udenfor Rhodos By. Man lavede tegninger og fik bygget løbegårde til hundene og kontorbygning, køkken, operationsstue og toilet til de frivillige hjælpere.

I Grækenland har befolkningen en hel anden holdning til kæledyr end den vi kender herhjemme. Hvis deres lænkehund f.ex. får hvalpe, kan de finde på, blot at smide dem i skraldespanden. Jeg har ikke sat mig ind i den græske dyreværnslovgivning – hvis en sådan findes – men den er antagelig meget mangelfuld.

 

Man ser også mange hjemløse, såkaldte gadehunde på Rhodos. De holder til ved bestemte hoteller eller udenfor et større supermarked. Eller ved restauranterne ved havnen, hvor turister fodrer dem. En del af dem er neutraliseret, vaccineret, behandlet mod utøj og genudsat og ser ud til at trives godt. Nogle får påsat et blåt halsbånd, så man kan se, at de er genudsatte. Bl.a. viste Jytte mig et hundepar, der holdt sammen i tykt og tyndt: Arthur og Lisa, hed hundene. Internatet havde på et tidspunkt behandlet Arthur for en skade med deraf følgende indlæggelse og det var tydeligt, at Lisa havde ledt efter ham de få dage, det drejede sig om, fortalte Jytte.  Arthur og Lisa var begge overvægtige. Manglede absolut ikke noget. Men turistsæson’en stopper 1. november på Rhodos og er der så nogen der fodrer gadehundene indtil omkring april-maj, hvor turismen starter igen?

Internatet har nu eksisteret i Tsairi i 7 år.  Der er vel plads til omkring 50 hunde på internatet, men stedet huser næsten det dobbelte antal. Jeg var kun nr. 4 dyrlæge, der stillede sig til rådighed iår.

Den første morgen kørte Jytte mig ud til internatet. Vi hentede først byens engelske, romersk-katolske præsts hunkat ”Pussy”.  Den skulle nemlig steriliseres, så den ikke fik killinger. Det var lidt ”uden for nummer”, da præsten vel havde råd til at betale selv. Men ingen regel uden undtagelse og han kunne måske være til gavn for internatets arbejde p.g.a. sin store berøringsflade med øens mange velhavende udlændinge. Så Jytte havde lovet ham, at den operation skulle vi nok klare. 

 Præsten var meget glad for sin kat. Han fortalte, at hun f.ex. kunne finde på, midt i hans prædiken, at kravle op ad hans lange kjole og lægge sig på hans nakke, til stor forundring for menigheden. Jeg spurgte om han ikke kunne lukke døren til sakristiet, men fik at vide, at katten da skulle ha’ lov til at deltage i kirkehandlingen.  Efter at ha’ smuttet fra ham 3 gange fik vi omsider dyret i transportkassen. Ved nærmere eftersyn af den senere bedøvede kat, viste det sig, at det var en han. Da vi afleverede ”Pussy” til præsten om eftermiddagen, grinte han og døbte den straks om til ”Tom”.

De følgende morgener tog jeg den lokale bus fra Rhodos by og kunne efter ca 15 minutters kørsel stå af midt på noget, der mest lignede en motorvej. Bilerne føj om ørerne på mig. Grækerne overholder heller ikke hastighedsgrænserne og der var intet fortov. Efter ca 10 minutters gang, hvorunder jeg måtte krydse vejen, klatre over et autoværn og gå et stykke tilbage ad den modsatte vejbane og derefte op af en bjergsti med en stor sigøjnerlejr som nabo, nåede jeg omsider internatet.

Langt de fleste af hundene var utrolig glade og meget taknemmelige, hvis man gad ”snakke” lidt med dem. De sprang hele tiden logrende op af én og sagde ikke et kny, når de blev sat op på bordet og bedøvet. I den uge jeg var der, nåede jeg at sterilisere 7 tæver og kastrere 7 hanhunde. Endvidere var der nogle dyr, der skulle behandles efter slåskampe. En enkelt, meget ilde tilredt, måtte aflives.

Operationsforholdene var meget dårlige. Jeg havde taget mit eget operationssæt med samt tråd og medicin, til at bedøve dyrene med. Alting manglede: den rette slags antibiotika, smertestillende medicin, sterile operationshandsker, sterile operationsafdækninger i tilstrækkelig stor størrelse, etc. Lykken var, da lederen,Anastasia, havde skaffet mig hele to poser vat!  Operationsbordet var al for højt, så jeg fik hurtigt ondt i ryggen.  Den hollandske studerende, Andrea, fandt en ramme hundefoderdåser, som jeg kunne stå på. Det hjalp lidt. Lyset var utilstrækkeligt og sterilisatoren til instrumenterne havde en termostat, der ikke virkede.  Dertil kom, at jeg selv måtte gøre rent mellem patienterne, så min arbejdstid blev langtfra udnyttet optimalt.  Nogle morgener var der, p.g.a. pladsmanglen blevet lukket hunde ind i mit operationsrum, med deraf følgende fornyet rengøring inden jeg kunne starte med at operere.

Til gengæld havde jeg fri allerede kl. 3 om eftermiddagen, hvor internatet lukkede. Men desværre gik der ikke nogen bus tilbage til Rhodos by på det tidspunkt.  Ingen af de øvrige skulle samme vej som jeg, så det gik på bedste beskub, bl.a. ved at rekvirere en taxa, men da det var midt i siestaen, var det også svært at skaffe.  En dag hvor taxaen ikke kom, gik jeg ud ad motorvejen mod byen, i håb om at finde et busstoppested, da en varebil med 4 håndværkere standsede og tog mig med. Jeg sad ovenpå en vinkelsliber i vognens bagrum sammen med en bygningsarbejder, der kun talte græsk.  Blev sat af halvvejs hjemme og fik omsider en bus det sidste stykke vej.

Men når jeg  endelig havde fri, var det herligt at svømme i Middelhavet som var ca 23 grader varmt og dejlig dybt og dejlig salt.

Om aftenen spiste vi på de små resauranter i byen.

Ialt arbejder ca 8 mennesker dagligt på internatet. Også om søndagen. Kun to personer får lidt i løn, for deres arbejde. Personalet bestod, i den uge, jeg var der af Anastasia, en græsk dame i 60’erne og pensioneret arkitekt, Anastasias mand Günther. De lever af deres formue og får intet for at stille deres arbejdskraft til rådighed.  Alexia, en græsk pige i 30’erne og Kristin, en finsk pige bosat på Rhodos får en lav løn. To hollandske fastboende damer, Emmy og Juka hjælper nogle dage om ugen. Endvidere arbejdede Andrea, som er hollandsk agronom-studerende, på internatet i 3 måneder. Deres arbejde består først og fremmest i rengøring af løbegårde og fodring af hundene. Der var også nogle enkelte katte. Maden til dyrene blev lavet i store gryder, ris blev kogt og blandet med rester fra restauranter og hundemad på dåser, der var blevet doneret. Endvidere skulle der sørges for chip-mærkning, EU-pas og vaccinationer til de hunde der blev formidlet til udlandet. I den uge, jeg var der, blev 20 hunde sendt til ny hjem i Holland.  Den lokale dyrlæge var behjælpelig hermed. Der var virkelig noget at holde styr på for Anastasia. Hundens chipmærke og nummeret i dens EU-pas, skulle gerne passe sammen, også så de ikke blev standset i tolden. 

Der skulle også tages godt imod de turister, som næsten dagligt kom og afleverede en hjemløs og forvirret, men logrende hund, som de havde fundet på landevejen. I nogle tilfælde havde hunden været bundet til et træ. I alle tilfælde tydeligvis efterladt af deres ejere, som åbenbart ikke ønskede at holde hund længere, med de forpligtelser, der følger med. Nogle af hundene var højdrægtige.  Om morgenen, når vi mødte, stod der ofte en hund bundet til hegnet eller et kuld hvalpe var blot sat af udenfor internatet.  Det er ellers gratis at aflevere en hund på internatet, men man bliver selvfølgelig spurgt om man vil give en donation. Når hundene bliver formidlet skal den ny ejer kun betale de faktiske udgifter, ca 700,-kr. pr. hund. 

Internatets indtægter kommer for en meget lille dels vedkommende fra det offentlige og det har taget mange år, at overbevise de lokale myndigheder om, at her var og er et problem, der må løses. Hovedparten af indtægterne kommer fra donationer. F.ex. sidder Kristin nogle aftener om ugen udenfor Rhodos gamle bydel ved et lille bord, fyldt med foldere om internatet. Her kommer mange turister forbi og stopper måske op og spørger til projektet og giver derefter måske nogle få euro. Lidt har også ret og tilsammen bliver det til noget. Endvidere afholder RAWS af og til loppemarked, hvor man først indsamler effekter og dernæst annoncerer, inden selve afholdelsen et sted i byen. Alt dette arbejde foretages af frivillige og ulønnede personer.

Flere har spurgt mig, om det nytter, at hjælpe disse, relativt få, dyr.  Mit svar er, at det gør det helt afgjort. Hver et liv, der reddes - og vel at mærke får et bedre liv - er noget værd. Også selvom det ”kun” er et dyrs.

 

 

 

 

 

 

 

 

Efter en uge vendte jeg næsen hjemad igen. En oplevelse rigere og meget gladere for min egen lille klinik herhjemme, hvor jeg har de ting, der skal bruges til optimal behandling af dyrene. 

 

Bente Amdrup Laursen

Solhøj Dyreklinik i Nivå.

 

 

September 2003

En sand historie fra praksis 

Endelig er den her: månedens spændende historie. Jeg vil fremover gøre mig umage for at komme med flere historier og med kortere mellemrum end hidtil!

En aften for et par uger siden, stod jeg med en hund, der havde dårlig mave. Dem har der været rigtig mange af, denne sommer.

Mens jeg undersøgte og behandlede hunden, ringede telefonen og en mand sagde, at hans Cocker spaniel havde fået et stykke ost galt i halsen. Jeg svarede, at det var fint hvis han kom med den om 20 minutter, da jeg så ville være færdig med den patient jeg stod med.  ”Jeg kommer med det samme”, svarede han. Nå ja. Hvis han ikke havde noget imod at vente, var det da O.K.

Lidt efter kunne jeg høre døren gå op og nogle tumultagtige lyde i venteværelset. Jeg skyndte mig derud og dér var manden med en næsten bevidstløs Cocker, der i den grad hev efter vejret. Jeg skyndte mig at få hunden med den dårlige mave ud i venteværelset og cockeren ind på konsultations-bordet. Det næsten usandsynlige var sket: cockeren havde et stort stykke parmesanost siddende fast i svælget, således at den ikke kunne trække vejret, heller ikke gennem næsen. Dens tunge og gummer var sortblå. Den var ved at dø af iltmangel.

Jeg fik lynhurtigt fjernet noget af osten med en tang og tog derefter hunden op i bagbenene med den ene hånd, så den hang med hovedet nedad, mens jeg slog den på brystet med den anden hånd. Godt at det ikke var en stor tung hund!  Og heldigvis kom det store stykke ost hurtigt ud. Det var i sidste øjeblik. Efter nogle minutter kom hunden til sig selv og dens tunge og tandkød fik sin normale lyserøde farve igen.

Se det var en rigtig solstråle-historie. Hvis der var gået få minutter mere, før osten kom ud, ville hunden være død.

Ejeren fortalte, at hunden havde stjålet osten og derfor havde haft meget travlt med at sluge den inden den blev opdaget.

Kæledyrs-ejere tror ofte at få minutter kan influere på, om dyret lever eller dør. For en gangs skyld var dette tilfældet. Heldigvis med glædelig udgang.

Hilsen fra dyrlæge Bente A. Laursen, Solhøj Dyreklinik i Nivå, september 2003.