Startside
Klinik
Dyrlægen
Behandling
Foder
Gode råd er gratis
Historier fra praksis
Presse omtale
Links
Markedsplads

 

 

 

 

 

 

 Køb af hund

Tandsten og overvægt

 

 

 

 

Køb af hund

Alle hvalpe er yndige og appellerer til vores moder/fader-instinkt. Det er også sådan, at man næsten altid bliver glad for netop  den hund, man har fået.

Men hvorfor ikke være lidt mere kritisk, når man køber sig en hvalp. Man skal jo helst leve et godt liv sammen med hunden de næste 10-14 år og uden for store dyrlægeregninger. Derfor er det vigtigt, at ens eget temperament passer sammen med hundens og at man får en sund hund, uden arvelige eller andre sygdomme.

En blandingshund kan naturligvis være lige så god som en racehund, men jeg vil straks ramme en pæl gennem det postulat, at et ”gadekryds” er sundere end en renracet hund. Der er f.eks. nøjagtig ligeså høj frekvens af hoftedysplasi (HD) hos blandinger som hos racerene hunde.

Netop med hensyn til sygdommen HD, som op imod 40% af alle større hunde udvikler i mere eller mindre svær grad, er der forholdsregler man bør tage inden køb af hvalp. (Der skal her mindes om at HD er arveligt, men aldrig medfødt). Studér grundigt begge forældredyrs stambøger. Køb aldrig en hvalp, hvor ikke begge forældre samt alle 4 bedsteforældre er røntgenologisk fri for HD, d.v.s. at alle 6 hunde har A i HD-status. (Efter gamle regler A1, A2 eller B1). Kun herved kan man sikre sig, at den arvelige faktor faktisk er udelukket. Kun hos få racer har Dansk Kennel Klub (DKK) indført avlsforbud for hunde med dårlige røntgenresultater, og grænsen er ofte sat, således at kun hunde med HD-status D og E, d.v.s. hunde med svær røntgenologisk HD på fotograferingstidspunktet (!) har avlsforbud. I de fleste racer er der kun et krav om fotografering  af hofterne, men ikke forbud mod avl, uanset røntgenfotograferingens resultat. Denne lempelige holdning skyldes, at man ikke uden videre kan fjerne næsten halvdelen af den pågældende races avlsmateriale, uden at få andre indavlsproblemer.

Såfremt man køber en DKK stambogsført hvalp, bør man altid kræve at der foreligger en DKK købsaftale. Det er en fortrykt kontrakt, som man kan få hos DKK. Købsaftalen gennemgås og udfyldes af køber og sælger i forening. Man skal f.eks. anføre, om hunden skal anvendes til familie/selskabshund, jagt, brugshundearbejde, udstilling og/eller avl. DKKs købsaftale har eksisteret siden 1993. Såfremt jeg i dag skulle købe hund, ville jeg afkrydse samtlige rubrikker m.h.t. hvalpens brug, da det har betydning for købers retsstilling, hvis der skulle vise sig fejl ved hunden senere hen. Set fra opdrætterens side, bør hvalpen måske også have en højere salgspris, når samtlige rubrikker er afkrydset.

Kryptorchisme, d.v.s. at hanhundens testikler ikke er kommet ned på plads i pungen, er en sygdom der er hyppig og som indebærer at hunden ikke kan bruges til avl. Nogle vil måske indvende, at det havde de under alle omstændigheder ikke tænkt sig, men en kryptorchid hund bør ved operation have fjernet den eller de i bughulen liggende testikler, da der er en øget risiko for kræft i den/de tilbageholdte testikler. Udover dyrlægeudgiften til operationen, skal hunden altså gennemgå ubehaget ved operationen, en periode med halskrave, etc., noget de fleste uden tvivl hellere ville have undgået.

Hverken HD eller kryptorchisme betragtes som medfødte lidelser, selvom de har en høj grad af arvelighed. Derfor er det vigtigt at man udfylder rubrikken ”Særlige bestemmelser” med de sygdomme og forbehold man ønsker. Få eventuelt din dyrlæge til at hjælpe dig.

Aftal aldrig med sælger, at du i tilfælde af sygdom m.v. kan få en erstatningshvalp mod tilbagelevering af hunden. Det viser sig nemlig næsten altid, at køber er blevet så glad for hunden at han/hun ikke ønsker dette. Aftal i stedet et nærmere bestemt afslag i prisen.

Mange opdrættere har hjemmelavede købsaftaler, som oftest tilgodeser sælger mere end køber. I tvivlstilfælde kan man altid rekvirere DKKs købsaftale og sammenligne med denne.

En meget vigtig ting ved valg af hvalp er hvalpens temperament. Kræv altid at se begge forældre, ikke kun f.eks. et fotografi af faderen til hvalpene. En ny hvalpeejer fortalte mig for nylig, at hun ikke havde set sin hvalps mor, for ifølge opdrætteren var denne meget aggressiv, når den havde hvalpe og var derfor lukket ind i et andet rum. En sådan hvalp ville jeg aldrig købe.

Man bør studere forældre-dyrene hver for sig og på en tur, hvor man kan iagttage om de f.eks. kommer når ejeren kalder, kan gå ordentligt i snor, deres opførsel overfor fremmede hunde, etc. De anførte egenskaber er nemlig ikke udelukkende et spørgsmål om opdragelse.

Vælg en hvalp med så gamle forældredyr som muligt. I hvert fald mindst 3 år gamle. Mange arvelige sygdomme viser sig først senere i hundens liv, f.eks. starter hudproblemer som følge af allergi ofte først i 2-3 års alderen.

Dyrlæge Steensborg, Brabrand, publicerede i 1996 en hvalpetest, som giver et godt fingerpeg om hundens psyke og således også, om den passer til familien og omvendt. Den fulde test er bl.a. publiceret i Dansk Kennel Klub’s blad ”Hunden” nr. 6, 1996. En lyntest kan foretages hos opdrætteren: Placér hvalpen, så den kommer til at ligge på ryggen i den ene arm – i babystilling. Klø den på maven og berør den så vidt muligt over det hele. Ligger den stille i 1-2 minutter kan man næsten med garanti sige, at det er en god familiehund. Kæmper den straks imod, venter problemerne oftest lige om hjørnet. – Ifølge dyrlæge Steensborg skyldes de fleste aflivninger et dårligt forhold mellem hund og ejer og ofte kan det føres tilbage til manglende overvejelser, før hunden anskaffes.

Man skal også huske, at en opdrætter blot er en person, der holder af hunde. Det gør 99% af den danske befolkning! Der kræves ingen uddannelse. Enhver der ejer en tævehund, der har fået hvalpe, kan kalde sig opdrætter. Som dyrlæge rystes man gang på gang over de fejlagtige ting opdrætteren har sagt. Opdrætteres foderplaner er et kapitel for sig: 9 ud af 10 ny hvalpeejere får en ukorrekt foderplan med fra opdrætteren!

Som det fremgår af ovenstående er det ikke nemt at købe hund. Og har man haft hvalpen mere end et par dage, vil man som regel ikke af med den igen. Mit råd er derfor: Sæt dig grundigt ind i de forskellige racer og når racen er fundet, undersøg hvad der er af hvalpe. Undgå impulskøb. Ring meget gerne til dyrlægen og bed om råd inden køb. Bliv ikke imponeret over forældre-dyrenes udstillingsresultater eller brugsprøveresultater. Begge dele siger mere om de pågældende ejeres ihærdighed end om hundene. Få hvalpen undersøgt hos dyrlægen en af de første dage du har den og inden du har knyttet dig for stærkt til den.

 

Held og lykke!

 

Bente A. Laursen

dyrlæge

Solhøj Dyreklinik Nivå

 

 

Tandsten og overvægt

De fleste sygdomme, som hunde og katte og andre kæledyr lider af, kan undgås, hvis ejeren er lidt mere observant. Ikke alene vil dyret få en bedre livskvalitet, men også ejerens pengepung kan skånes, hvis man kommer de 2 hyppigste sygdomme i forkøbet. 

De 2 sygdomme jeg tænker på – og som ca. halvdelen af vore hunde og 9 ud af 10 af vore katte lider af – er tandsten og overvægt. Og der er en sammenhæng mellem de 2 ! 

Først må man forstå, at hunde og katte er rovdyr, hvis tænder er beregnet til at flænse byttet med, og til sidst knuse byttets knogler med. I naturen er maden ikke skåret ud i små stykker. Tørfoder - af god kvalitet vel at mærke – er virkelig fint ernæringsmæssigt og oftest bedre sammensat end hjemmelavet foder. Men tørfoder alene, er katastrofalt m.h.t. dyrets tænder. Dyrene tygger det nemlig kun meget lidt. 

Dyr med tandsten har ondt i munden, selvom de ikke kan vise det. De er endvidere i højrisikogruppe, m.h.t. at få dårligt hjerte eller dårlige nyrer eller lever. Bakterierne fra tandkødet transporteres nemlig med blodet rundt i kroppen og slår sig ned på f.eks. hjerteklapperne eller i andre livsnødvendige organer.

Katte skal have fugle- eller museben hver dag. Hunde skal have kødben mindst én gang om ugen. Ellers dannes der tandsten. Og når den synlige tandsten kan ses, er der allerede parodontose. Det er individuelt, hvor ofte dyret skal have kødben. Nogle individer danner mere tandsten end andre. Den samvittighedsfulde opdrætter bør tage den arvelige tendens til tandsten med i sine betragtninger, når han/hun vælger avlsdyr. 

Man må undersøge sit dyrs tænder hver uge. Katte og små hunde må tages op på et bord. Tænderne skal undersøges i ordentligt lys. Normalt tandkød er lyserødt. Ved parodontose og tandkødsbetændelse bliver tandkødet ildrødt og bløder ofte. Dyret må ikke lugte fra munden. Kun ved at holde nøje øje med sit dyrs tænder, kan man vurdere hvor ofte den skal have kødben.

Se efter disse tegn hos din hund eller kat:

Når jeg siger til ejeren, at hans kæledyr skal have kødben, får jeg ofte det svar, at den ikke gider spise dem. Det tror pokker, hvis den er mæt eller måske oven i købet har en fuld madskål stående fremme konstant. Vore dyr lever og ånder for hvornår - og om det næste måltid kommer. Hvis de altid er mætte, har de intet at leve for. Intet at glæde sig til. Dertil kommer at det meste tørfoder smager enormt godt. Foderfirmaerne ved nemlig, at folk køber det mærke, som deres dyr bedst kan lide. Man har ligefrem forsøgshunde, som skal kunne lide det pgl. foder, ikke kun i kort tid, men gennem flere år, før end foderet sendes ud på markedet. Endnu en faktor, der gør at dyrene spiser for meget.

Disse to gider ikke gnave kødben!

 

Katte der ikke selv skaffer mus eller fugle hver dag, må ejeren give f.eks. kyllingeben. M.h.t. hunde, er det sikreste, kun at give dem kalve- eller okseknogler, de splintrer nemlig ikke.  Kødbenene skal være rå. Hunde får som regel dårlig mave af kogte ben. Al synlig marv fjernes med en teske. Ellers slikker hunden ofte blot marven ud, uden at bruge sine tænder. Endvidere fjernes evt. kød og løs brusk fra knoglen. Løs brusk kan sætte sig fast i hundens spiserør, hvis for store stykker sluges. Kød mætter unødvendigt. Det er jo først og fremmest for tændernes skyld, den skal have kødben. Men også beskæftigelsesmæssigt er kødben en god ting. Der er ikke noget så herligt, som at se sin hund ligge en hel dag, dybt opslugt af at gnave kødben. 

Vores kæledyr skal ikke være mætte døgnet rundt. Så bliver de dovne og overvægtige, sover alt for meget og har ringe livskvalitet. Og  får tandsten! 

Selvfølgelig kan man børste tænder på sit kæledyr, f.eks. hvis den ikke kan tåle nogen former for kødben. Men tænder skal børstes hver dag, ellers forhindrer man ikke tandsten. Man kan købe en speciel tandpasta med f.eks. leversmag til sit dyr. I stedet for en tandbørste kan man også bruge sin finger, omviklet med gaze, til at børste dyrets tænder. Nogle synes det er lettere. 

Held og lykke.

Venlig hilsen dyrlæge Bente Amdrup Laursen, Solhøj Dyreklinik i Nivå